Interview med en
Kommende Underviser
Katrine er mor til 3 og overvejer at hjemme- undervise
“Vi tror på, at vi forældre kan give vores børn et bedre grundlag rent moralsk, adfærdsmæssigt og værdimæssigt”
Katrine Keis Søtbæk er 26 år og mor til 3 børn, alle under skolealderen.
Civilstand: Gift.
Kommune: Jeg bor i Lolland Kommune.
Uddannelses bagrund: Jeg er igang med læreruddannelsen via e-learning, er dog på barsel lige nu.
Nuværende beskæftigelse: Jeg er husmor ud over at være studerende. Selvom husmor ikke er et arbejde, er det stadig et arbejde.
Hvordan kan det være at du overvejer at hjemmeundervise dit barn/børn?
Hos os gør vi mange ting ret anderledes. Vi prøver i store træk at leve efter hvad, der er rigtigt og hvad, der er bedst for os. Vi valgte at blive gift relativt ungt, flyttede fra København og købte hus på landet da vi var 20, fik vores første barn som ca 22-årige. Vi er kristne, og vi tager vores tro alvorligt, hvorfor vi opdrager vores børn til denne tro. Nogle gange går det imod normen i samfundet, og det er okay med os. Vi har valgt at passe børnene hjemme, i stedet for at sende dem i institution, fordi vi ikke ønsker at fremmede skal opdrage vores børn. Vi tror, at vi forældre kan give vores børn et bedre grundlag rent moralsk, værdimæssigt og adfærdsmæssigt.
Deres socialisering varetager jeg selv, og det foregår i legestuer, med venneaftaler og selvfølgelig familie. Vi har meget traditionelle roller derhjemme for at få det hele til at fungere, og børnene følger med og hjælper til så vidt deres alder og udvikling tillader det. Havde hele vores liv været konformt med samfundets forventninger til, at begge forældre arbejder og alle børn passes ude så snart barslen ender, så ville hjemmeskoling nok have været et stort spring. Men fordi vi i forvejen gør tingene som vi selv mener er bedst for børnene, selv når det går imod tidsånden, så ville det måske kunne give ret god mening.
Men nu er vores ældste datter 4 år, og tanken om skole begynder at melde sig i horisonten. Og med det er vores øjne begyndt at åbne sig for, hvad skolerne rundt om i landet har ar byde på. Længe har jeg tænkt, at der sikkert nok er nogle ting, som vores børn vil blive fortalt, som vi vil være uenige i, og de ting må vi så tage til den tid. Men på det seneste har jeg set en tendens i den vestlige verden, som ryster mig, og som påvirker børn helt ned til børnehavealderen, dog især skolebørn.
Jeg taler om en rystende tendens jeg synes er ved at blive tydelig i verden. Det er måske svært at sætte fingeren på og give et kort svar, men overordnet set er der et stigende procenttal af børn og unge med mentale problemer, tilpasningsvanskeligheder, kønsforvirring og sociale udfordringer. Børn bliver mobbet gennem deres telefon, og de føler sig presset til at leve op til de normer, som medierne fremstiller. Alverdens seksuelle og kønsmæssige beslutninger, som slet ikke burde være børns beslutninger, bliver bragt på banen. Undersøgelser viser, at flere og flere børn helt ned til 8 år har været udsat for pornografi og har har set på det i skoletiden, på skolens computere eller iPads. Desuden bliver den generelle indstilling til mange politiske og religiøse emner så fjerne fra vores, at vi ikke ønsker at vores børn bliver undervist i én ting hele dagen, for så at komme hjem hvor vi skal til at aflære det og lære dem, hvad vi mener er rigtigt. Derfor begyndte jeg at overveje hjemmeskoling, især fordi samtaler med Mie (medstifter af rådet for hjemmeundervisning) og et par andre hjemmeskolere har åbnet mine øjne for muligheden.
Hvilken type undervisning tænker du vil passe ind i jeres livsstil?
Jeg har hørt om unschooling, men jeg vil gerne undersøge det lidt nærmere. Jeg har en fornemmelse af, at jeg ville ønske at blande bogligt studie med udflugter, opgaver, lege og udfordringer så det er tilpasset børnene individuelt. Jeg ved blot ikke helt, hvordan sådanne dage ville se ud i praksis.
Hvad taler for Hjemmeundervisning?
Næsten alt taler for hjemmeundervisning. Man ved hvad, man giver videre til sine børn. Fremmedes værdier bliver ikke påduttet ens børn. Man undgår mobning. Man tillader barnet at udvikle sin viden i sit eget tempo, hvad end det er højere eller lavere tempo end i en sædvanlig skole. Forskellige børn lærer bedst på forskellige måder, og det kan man korrigere for selv.
Hvad taler imod hjemmeundervisning?
Jeg tror at det kan være en udfordring hvis man har helt små børn, som man skal passe i sin normale hjemmepasnings-hverdag, samtidig med at man skal undervise og tilrettelægge udflugter for sine større børn.
Hvordan ser din partner på det?
Min mand er helt på bane med ideen, og meldte meget hurtigt ud med, at han sagtens ville kunne undervise i flere forskellige fag, således at vi kunne hjælpes ad.
Jeg har kun nævnt tanken for et par stykker. Jeg er blevet mødt af nogle med forsigtig accept og en anelse nervøsitet for, om børnene nu får det godt nok uden klassekammerater. Men jeg har forklaret hvordan mange møder deres bedste venner til fritidsaktiviteter, hvor man selv vælger sin omgangskreds ud fra fælles interesse, og relativt nemt kan vælge en anden aktivitet, hvis det skulle blive et skadeligt miljø. Jeg ved dog at andre i familien har stærke holdninger imod det, da de er sikre på, at børnene i så fald ikke vil blive socialiseret.
Hvad er din største bekymring i forbindelse med hjemmeundervisning? (Worst case
scenario)
At jeg ikke får tid til børnene og må spise dem af med for meget papirarbejde, fordi jeg er for optaget af de helt små. Eller at de ikke kommer til at få tætte nok relationer til jævnaldrende gennem fritidsaktiviteterne.
Hvordan vil du få be-/afkræftet dine bekymringer?
Man må vel bare leve det ud, eller måske snakke med andre hjemmeskolere, som kan give et realistisk syn på hvad, man kan forvente.
Hvordan ville hjemmeundervisning blive en succes?
Hvad er (for)målet?
Formålet med uddannelse er dannelse. Det er måske lidt for bredt defineret, så man må sætte sig nogle mål. Jeg finder, at folkeskolens fokus er lagt forkert, og mange elever går ud af 9. klasse uden at kunne stave ordentligt, uden at vide, hvad der skete under 2. verdenskrig, og værst af alt, uden lyst til at lære. Lærelyst bærer individer frem gennem resten af livet, og giver børn såvel som voksne et ønske om at bruge pladsen mellem ørerne og putte mere viden derind. Men den lyst bliver ofte dræbt allerede i indskolingen. Her bliver læring en sur pligt, der skal gennemleves mellem frikvarterer, weekender og sommerferier. Og bagefter? Endnu mere sur læring i gymnasiet. Og bagefter? Endnu mere på en videregående uddannelse. Men hvis lærelyst er den naturlige tilgang, vil så stor en del barnets liv blive til en spændende rejse gennem ny viden, som kan erhverves. Er undervisningen en succes, så har barnet både lært det, man ønskede han skulle lære, og har derefter lyst til at lære mere.
Og det tror jeg måske bedst kan opnås ved hjemmeundervisning.
Os her i Rådet for Hjemmeundervisning vil meget gerne takke Katrine for dele sine overvejelser i forbindelse med hjemmeundervisning, vi håber at andre får glæde af hendes deltagelse.
Hvis du er nuværende eller kommende hjemmeunderviser, så vil vi også rigtig gerne dele din fortælling til inspiration for andre. Hvis du tænker at du gerne vil være med til udbrede kendskab og nuancere billedet af hvad hjemmeundervisning er, så klik her
Seneste kommentarer