Interview med
De som underviser hjemme
Aida Sommer underviser tre børn: Spring ud i det
Lad ikke andre stoppe jer, hvis I fornemmer at det her er det rigtige for Jer. Følg Jeres mavefornemmelse. ’Alle’ bekymrer sig om ’det sociale’, men der var én der skrev et sted, at det handler ikke bare om at skulle have socialt samvær, det skal også være godt socialt samvær.
Navn: Aida Sommer
Alder: 43 år
Civilstand: Gift
Hvilken kommune: Vesthimmerland
Uddannelsesbaggrund: Gymnasial Uddannelse (+2 ½ år på Universitetet)Hvor mange børn er/har du hjemmeundervist?: 3 børn (fra 6 – 10 år)
Hvor længe har du været hjemmeunderviser?: Vi startede officielt Juni 2020, så 1 år og 2 måneder.
Nævn 3-5 ting der karakteriserer jeres hverdag og HU-liv:
1. Afslappet hverdag
2. Arbejder sammen som familie
3. Interesse for læring
4. Spørgende tilgang til livet
5. Tid til familieting
6. Plads til spontanitet, ups det var 6…
Hvilken metode bruger I hjemme hos jer?
Lidt efter et skema, men ikke låst fast. Noget er interessebaseret, noget er bestemt af mig. Vi prøver at have dansk og matematik 2-4 dage om ugen. Laver meget kreativt i form af tegninger, klippe/klistre, vandfarver/akryl maling på papir/lærred eller figurer/sten, kortfilm i Stop Motion Studio o.lign. Vi laver også projekter. Børnene har f.eks. været med hele vejen da vi lavede vores første børnebog som e-bog: ’Benjamins forkerte bil dag’, hvor vores ældste også tegnede tegninger til den. Jeg vil gerne, at de lærer at være iværksættere og at de har mulighed for at læse videre på højere niveau, hvis de vil – så de har mulighed for at vælge dét de brænder for.
Hvordan kom I frem til at hjemmeundervisning var den rigtige vej for jer?
Vores to ældste begyndte i henholdsvis skole og børnehaveklasse, som var en meget traumatisk oplevelse for os alle sammen. Både mht. samarbejdet med inspektøren, lærere og pædagoger og også med mobning/racisme. En følelse af at skulle passe i en boks og ikke at være god nok, fordi man ikke passede ind. Vores ældste havde svært ved at følge med resten af klassen og skreg og græd, hver gang vi skulle lave lektier. Han havde svært ved at læse og var langt bagud i matematik. Han ’hadede at lære’. Da det så allerværst ud, lukkede alt ned pga. corona, hvilket var noget af en lettelse for os. Alt imens vi ’hjemmeskolede’ gennem skolen derhjemme, blev det klart, at han havde brug for én-til-én undervisning. Han forstod alt super godt, når jeg forklarede det for ham. I juni 2020 flyttede vi og meddelte vores nye kommune med det samme, at vi ville hjemmeundervise.
Vores ældste kan nu læse ganske godt og er super god til matematik. Vores næstældste læser usædvanligt godt, både dansk og engelsk (som hun i øvrigt har lært sig selv) og er god til matematik. Tilsynsførende kommenterede på et tidspunkt, at de begge er foran for deres alder.
Har det ændret din selvopfattelse at begynde at hjemmeundervise?
I så fald på hvilken måde?
Ja, jeg var ikke sikker på, om jeg nu også havde alt dét der skulle til, for at børnene skulle få en ordentlig uddannelse senere. Men jeg fandt hurtigt ud af, at der er meget hjælp og inspiration at finde – og at det handler mere om at vide, hvor man skal lede efter information, i stedet for at tro at man skal ’kunne det hele’. Jeg er blevet mere selvsikker og har fundet min kreativitet igen, som der ellers har været lagt låg på i mange år.
Hvordan oplever du at jeres nærmeste har reageret på jeres valg og hvordan påvirker det dig?
De var ikke videre begejstrede og ”hvad med det sociale?!” Vi har valgt ikke at have kontakt med dem efter vi flyttede, så det påvirker mig ikke længere.
Hvad mener du om traditionel skolegang?
Jeg var selv glad for skolen fra 1.- 4. klasse, da jeg gik i en lillebitte skole. Men da vi flyttede og jeg kom i en klasse med 20 elever, blev jeg meget stresset. Det endte med at jeg gik fra at elske skolen til at hade den. Det virker ikke som om, at klasserne bliver mindre, tværtimod. Det synes jeg er synd for den enkelte elev, som hurtigt kan ’blive væk’ i mængden.
Hvordan oplever du kontakten og samarbejdet med kommunen og til tilsynsførende?
Chefen for Skoletilbud i Vesthimmerlands Kommune siger selv, at han er imod hjemmeundervisning. Det gør selvfølgelig, at det er lidt svært at få et godt samarbejde.
Vores tilsynsførende har derimod været meget åben og interesseret det sidste år (hun har aldrig været tilsynsførende før). Vi har fået et godt samarbejde med hende, men nu begynder hendes hænder at være bundet af regler pålagt af Chefen for Skoletilbud.
Er der andre børn i hjemmet, som ikke hjemmeundervises og hvordan får du til at fungere?
Vi har to mindre børn på 3 år og 1 år – så fem i alt. De er alle blevet hjemmepasset. Vi ’arbejder’ med skoleting, når det passer. Mest om formiddagen, men hvis det ikke fungerer, så lidt sen eftermiddag (f.eks. at læse lidt i en bog). Da baby var helt lille måtte vi lave skoleting, når hun sov, men efterhånden kunne hun være med mens hun sad på mit skød, og nu leger hun ved siden af. Den 3-årige var meget med i starten og fik sider, som han tegnede kruseduller på. Nu leger han mest med sin lillesøster.
Nogle dage tager vi på legeplads eller samler sten på stranden el.lign. og så er dét ’skole’ den dag, f.eks. under Idræt og Natur/Teknik.
Hvornår får du tid til dig selv?
Aldrig. Altid. Det kommer lidt an på, hvordan man kigger på det.
Hvad synes du er det bedste ved HU?
At vide at børnene bliver set og hørt når de har brug for at spørge. Og også dét selv at vælge hvilke materialer der bliver brugt. Vi har f.eks. intet med uhyggelige billeder på, da det har givet mareridt. Så behøves vi ikke at kæmpe med dét.
Hvad synes du er det værste ved HU?
At være lidt usikker på, hvad kommunen kan finde på af regler. F.eks. at bruge samme tests som de bruger i Folkeskolen.
Hvordan tror du at dit liv ville have set ud, hvis du ikke hjemmeunderviste?
Stresset. Kampe med lærere og pædagoger som ’vil dem det bedste’. Lavt selvværd. Kampe med børnene om lektier. Stress om at lave madpakker og børnenes tøj og ekstra tøj i skolen – er det nu godt nok? er der noget at sætte en finger på.
Hvilket råd vil du give forældre, som overvejer at begynde at hjemmeundervise, hvad ville du ønske at du havde vidst fra start?
Forvent ikke, at dit barn/dine børn er helt med på, at du nu skal ’undervise’ dem. Det kan tage noget tid lige at vænne sig til tanken. Start med noget de interesserer sig for, og byg videre derfra. Efter ca. 9 måneder tog vi nogle privilegier væk, hvis de begyndte at brokke sig over hjemmeundervisningen eller ikke ville lave dét, som jeg havde planlagt (som selvfølgelig er fleksibelt, men til en grænse!), således at de ikke fik skærmtid/fik mindre skærmtid dén dag eller færre lommepenge den uge. Det hjalp! Nu brokker de sig (næsten) ikke mere.
Spring ud i det. Ikke tænk så meget over metoder og teorier. Find ud af hvad der fungerer hos jer i jeres familie.
Lad ikke andre stoppe jer, hvis I fornemmer at det her er det rigtige for Jer. Følg Jeres mavefornemmelse. ’Alle’ bekymrer sig om ’det sociale’, men der var én der skrev et sted, at det handler ikke bare om at skulle have socialt samvær, det skal også være godt socialt samvær.
Der er lokale HU-grupper på Facebook, som mødes. I vores gruppe mødes vi ikke hver uge eller hver måned, men det er rigtig hyggeligt, når vi gør.
Kend dine rettigheder! Det kan godt være at det virker kedeligt at læse lovgivninger, når man nu vil lave noget så kreativt som at undervise. Men når du snakker med kommunen og med tilsynsførende, så er det en hjælp for dig – OG for dem, at én af jer har læst loven godt igennem.
Når det så er sagt, så skal det fungere for begge parter, og nogle gange har jeg skulle sluge nogle kameler i stedet for at stå fast på mit ud af princip. Hvis det fungerer hjemme hos jer, og det ikke skaber problemer for jer, så lad kommunen/tilsynsførende ’hjælpe’ eller bestemme nogle ting for at skabe et godt samarbejde. Hvis der kommer et punkt, hvor man må sætte en fod ned, så gør det på en pæn måde.
Hvad vil du lave, når du engang er færdig med at hjemmeundervise?
Jeg har så mange idéer og planer om at skrive e-bøger og bøger både til børn, unge og voksne, at jeg nok ikke kommer til at kede mig.
Jeg er også begyndt at male malerier igen (efter et årti enten gravid eller ammende). Dem tænker jeg at lave til plakater og sælge online. Men én ting ad gangen .
Der findes fordomme om at hjemmeundervisere “bare” går derhjemme med børnene, så vi er nysgerrige om du er i beskæftigelse?
Ja jeg er lige startet som selvstændig. Jeg skriver e-bøger og blogs om familieliv og hjemmeundervisning på www.writeright.online og Write Right på Facebook, og så tilbyder jeg serviceydelser som oversætter og korrekturlæser. Jeg er også så småt gået i gang som kunstmaler igen efter en lang pause.
Seneste kommentarer