Viden mod frygt

Fordomme skaber bekymringer i det sønderjyske

Tyskere strømmer til Danmark for at hjemmeskole, og det har skabt frygt hos de sønderjyske lokalpolitikere. Det skrev DR i en artikel i februar 2025.

I Tyskland er hjemmeskoling ulovligt, hvilket har fået flere tyske familier til at søge mod Danmark for at undervise deres børn hjemme. Denne tilstrømning vækker bekymring i Sønderjylland, hvor en håndfuld lokalpolitikere har skrevet et bekymringsbrev til børne- og undervisningsministeriet.

Meget at glæde sig over

Rådet For Hjemmeundervisning glæder sig over at DR og Kommunerne sammen kan konkludere, at kommunerne ikke kan pege på et konkret eksempel, der har givet dem grund til deres bange anelser. Det er også meget positivt at Martin Klatt, der er forskningsleder på European Centre for Minority Issues i Flensborg, maner til ro:

– De fleste tyske familier er meget positivt indstillet på at bidrage til det danske samfund og integrere sig, og de fleste er forholdsvis ressourcestærke og ikke familier, hvor man kunne formode, at der er problemer og mistrivsel.

Rådet for Hjemmeundervisning er i øvrigt bekendt med tidligere undersøgelser fra UVM, der også konkluderer at hjemmeundervisere oftest er ressourcestærke familier.

 

Svar fra ministeriet

I et svar til kommunerne skriver børne- og undervisningsministeriet blandt andet, at: ”Spørgsmål om elevens sociale udvikling ikke indgår i tilsynet med undervisningen.” Ifølge friskoleloven er det netop også kun det faglige indhold i faggrupperne: dansk, engelsk, matematik, historie/samfundsfag og naturvidenskab der føres tilsyn med. Friskoler for det tyske mindretal er det dog ifølge friskoleloven ikke et krav at Dansk er undervisningssproget.

Ministeriet tilføjer i svaret til kommunerne at ”jeres forslag vil indgå i ministeriet eventuelle fremtidige overvejelser om en mulig lovændring.” Her vil Rådet for Hjemmeundervisning gerne præcisere at tilsyn med hjemmeundervisning ikke hører under børne- og undervisningsministeriet. Tilsynet er en kommunal opgave og hører under indenrigs- og sundhedsministeriet. Det er derfor dette ministerie, som skal tage eventuelle overvejelser omkring lovændringer i forhold til tilsynet. Rådet for Hjemmeundervisning er ikke bekendt med at indenrigs- og sundhedsministeriet aktuelt forholder sig til emnet.

Viden mod irrationelle bekymringer

Rådet for Hjemmeundervisning glæder sig over den positive interesse fra vores naboland og hilser de nye kolleger velkommen. Hvad der har startet bekymringerne hos de sønderjyske lokalpolitikere vides ikke – men hvis man ønsker mere viden om hvem hjemmeunderviserne er, kan man læse vores rapport fra 2021 eller kontakte os for personlig rådgivning.

Rådet for Hjemmeundervisning
e: info@blivklogpaahu.nu